Dejlig rolig nat selvom Philips tanker fra sidst kom tilbage i takt med, at mørket faldt på. Han fik lov til at sove mellem Tonny og Karina, så vi vågnede og var dejlig udhvilet. I dag kiggede solen lidt frem, og det var nok også grunden til, at til øen fik lidt flere besøg end i går, så der gik ikke længe før, at alle liggestole var besat. Vi havde heldigvis snuppet til os, og så skulle der snorkles. Sigtbarheden er klart bedre, når solen er lidt fremme, og vi fik svømmet ret langt ud, hvor koralerne var meget flottere. Tonny og Karina fik set en del større fisk, og Karina ville lige vise Tonny en stor en, men ser pludselig Tonny panikke og hurtig skynde sig væk. Det forstod Karina dog også så væk væk væk. Det var åbentbart en triggerfisk, der passer meget på sit territorium og bider, hvis man kommer for tæt på – så nu ved jeg da også, hvordan den ser ud. Oppe igen fik vi lidt frokost, inden Tonny og Neline skulle på genopfriskningskursus, så de er klar til de lidt større ture. Vi andre gik igen mod liggestolene, men der gik ikke mere end 10 min, før de lokale sendte alle op af vandet og for rundt og klappede parasoller sammen. Inden for 5 min. væltede troperegnen ned, og vi søgte ly i hytten med bad og kortspil. Neline og Tonny tog alligevel på kursuset og vendte hjem helt salige i blikket. Vi har undret os lidt over, at her er mere beskidt, end sidst vi var her. Overalt ligger drivtømmer, sandsække og affald der er skyllet ind mellem stenene ved husene. De har altid været meget varsom med affald her, og man må ikke medbringe noget, når man kommer til øen. De kæmper for at passe på øen og koralerne, og at dem der kommer skal respektere det, men det er lidt ligesom om de har opgivet. Der hænger skilte med, at man ikke må ligge på sandet på ens håndklæder, og i dag fik vi forklaringen. Et vådt håndklæde, så hænger sandet fast og så tager turisterne sandet med fra øen.. Hmm. Alt affaldet er fordi, de har haft en monsumregn, der havde ødelagt mange af de gangbroer, man går på. Endvidere havde dykkercenteret og den lille restaurant stået under vand. Man må håbe, det er sket, da der ikke har boet for mange i hytterne, for så ville de ikke kunne komme ned.
Efter et tiltrængt varmt bad for Tonny og Neline, samt en smule mere afslapning både ude (Philip og Tonny spille strandtennis som vi havde med hjemmefra på den mennesketomme strand) og inden for hytten, var solen pludselig gået ned, og klokken var blevet mange. Sult er ikke en følelse, vi går ret meget rundt med hernede, men mad skal der til for, at kroppen fungerer – så vi begav os ned mod restauranten for at få noget aftensmad. Efter en god omgang ”Green Curry” og diverse supper, var maverne atter fyldte, og trætheden begyndte at melde sig, så……
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
