Så er vi atter klar til en strandtur, dog med ørepropper til de to frække. Vi har dog bare lige glemt at det er søndag og alle grækere også er på stranden. Vi finder dog 5 liggestole men der er ingen pladser i skyggen så det er bare på med ekstra solcreme. Dejligt er det dog at pjaske rundt. Vejret er blevet lidt køligere og det er helt dejligt. Selvom det er rart med solen, længdes vi dog hjem til lidt mere kolde forhold. Børnene syntes også her er lidt tomt, nu når alle de andre er rejst hjem. I dag har vi bestemt os for at vi vil spise aftensmad ude på en restaurant der hedder Crispy. Vi har spist der før og set de servere ovnbagt spagetti og den vil vi prøve og uhmm det er bare godt. Deres restauranter ligger ud til hovedgaden og hele byen summer og det er så dejlig bare at sidde og studere alle de folk der kommer forbi og manden i den store Mercedes der syntes han skal holde lige foran restauranten og er ved at bakke bilen lige ind i en motorcykle, så vores hjerter sidder helt oppe i halsen. Ja det kunne have været kønt. Der er absolut ingen trafikregler der gælder hernede og vil man frem, må man kører som dem ellers kommer man ingen vegne og det gælder alt fra parkeringer midt på gaden (bare man trykker på katastrofe blinket på) eller kører ensrettet. Efter lækker mad går vi en tur over i det lille tivoli som er her. Der er en gruppe børn ved at prøve at fange en bamse i sådan en automat der er på bakken med en krog der lukker sammen om bamsen. Efter utallige forsøg bliver de dog utålmodige og prøver at ryste hele automaten indtil en af dem kommer med et par pinde fra candyflossmaskinen og gennem en lille sprække får de fisket bamsen ud. Den var sku aldrig gået på Bakken. Hjemme igen ser pigerne en tøsefilm mens Philip og farmand flader ud i sengen med en film på fars computer.