Så kom dagen Tonny længe har ventet på… og selvfølgelig også os andre. vi flyver fra Kastrup til Zürich hvor vi har 1½ time inden flyet går videre til Cancun, Mexico 10½ times flyvning senere. Meget trætte efter den lange flyvning ankommer vi til Cancun hvor vi har aftalt med hotellet at de skal hente os. Ingen problemer med at finde bilen og der er næsten ingen mennesker i lufthavnen men klokken er også næsten 24 og jeg tror vi er det sidste fly der lander i dag. Vi er fremme efter 1 times kørsel med en super sød chauffør. Synet der møder os i receptionen kan næsten ikke beskrives. Aldrig har vi set så stor en lobby. Jeg vil gætte på der er omkring 25 meter til loftet med en kæmpe statue i midten. Her er alt hvad man kan ønske sig og så er det alt inklusivt. Minibar & snackbar der har åbent hele døgnet, 24 timers roomservice, egen butler der tilbyder at pakke ud for dig og stryge dit tøj…. Mon han kan være i kufferten hjem?? Vi sætter vores kufferter på værelserne og går mod snackbaren, lidt sultne er vi og klokken er jo også kun 2 om natten. Emma kommer pludselig farende og råber at der sidder en vaskebjørn og kigger på hende og ganske rigtigt, men er den nu på vej op i en affaldskurv for at finde noget. ja så fik vi da set det med.

Vi vågner dog tidligt og bliver kørt op til morgenmaden. Hotellet er så stort så der kører golfvogne rundt som små toge mellem de forskellige afdelinger af hotellet. Her kan bo omkring 2500 mennesker på en gang så det er delt op i 4 områder der hver har 4-5 pools. Morgenmad buffeten er lige så stor som en mindre Netto og dertil kommer så der hvor man kan sidde og spise og her er alt hvad du kunne tænke dig af mad!

Med fyldte maver er turen kommet til den store pool og drengene tager et smut i fitnesscenteret. Ved poolen er der alle former for aktiviteter med de mest energiske 2 unge fyre der fyrer den af med zumba, vand arobics, vandpolo & crazy games. Vi er dog (læs hunkøn) en del optaget af ham den ene der bare kan twerke (ryste numsen) og køre sin krop rundt som om han ingen led har i kroppen. Ganske underholdende. Ungerne er dog ikke til at lokke med til nogle af aktiviteterne men vi gamle er dog med til vand arobics. Ved frokosttid tager vi hjemad og får tørt tøj på inden vi bevæger os mod spisesalen. Igen en overflod af mad og desserter i alle afskygninger.

Vi tager derefter over til en anden afdeling af hotellet for at se deres bassin med delfiner man kan svømme med (mod betaling) og får booket os på til torsdag. Nøj det er noget Karina længe har ønsket.

Chaufførerne i golfvognene er rigtig gode til at skabe en rigtig god stemning. Musikken brager ud mens man bliver gejlet med på at synge og klappe så forestil jer sådan en golfvogn komme kørende med tossede turister der skråler med på div. Mexicanske sange…. Skide skægt.

Her er jo all inklusive så vi har fået smagt os lidt på diverse drinks som de også selv kommer og deler rundt. De er dog meget sirup søde så man har hurtigt fået nok.

Det sidste af eftermiddagen bliver brugt på afslapning på værelserne og de gamle tager en drink på stranden inden vi i samlet flok kl. 19 drager mod aftens spisested Tequila som ligger i afdelingen ved siden af. Endnu engang bliver turen tilbragt i de aktive golfvogne som lige til tiden får os smidt af ved restauranten, som ligger ud til vandet. Vi får bestilt drikke vare men tjeneren laver fis med pigerne og i stedet for iste servere han 2 stærke (her taler vi drinks med peber/tabasco) som ligner iste, dette får dem til et skære en grimasse som man sen glemmer ? Drinksene bliver byttet til de rigtige og mens vi spiser forret får vi live musik lige ved bordet, fremfør af en gruppe autentiske mexicanske musikere i fuldt dress (de må sved så meget!!). Vi er så trætte og mærkede af den lange rejsetid at vi ikke orker at spise dresseret og vi vælger derfor at tage hjemad for at få hvilet ud til vores snorkeltur i morgen kl. 9.