Det er stadig meget mørkt da vores Citroen sniger sig ud fra vores carport kl. 6:30. Vi har booket plads på færgen Gedser – Rostock kl. 9:00 så der er ingen stress på vej ned over sjæland, der bliver endda tanket godt op med morgenbrød til de sultne maver ved en af motorvejs tankstationerne. Så var det 2 timer på færgen og så de sidste 2:15 til vi landede foran vores hotel ”Castell am Kurfürstendamm” Hurra for GPS og navigation.

Det viser sig at vi har været så dygtige at booke for en person for lidt men ekstra Euro på bordet ændre alt J Vi bor på en lille sidegade lige ud til alle de dyre modebutikker samt 2 store indkøbscenter Europa-center & KaDeWe, så den er helt i vinkel med tøserne. Efter vi har pakket ud tager vi bilen ud til ”East side Gallery” hvor vi parkere og går langs de sidste 1300 meter Berlinermur der er tilbage med alle malerierne. En vemodig tanke sniger sig på, når man tænker på hvor mange menneskers liv blev ændret ved opførelsen af denne mur. Efter en god gåtur og en masse billeder senere, havner vi et godt stykke væk derfra for at beskue et lille søndagsloppemarked. Meeen hold da op for noget bras, her kan man åbenbart sælge alt, så et hurtigt kig rundt på boderne, inden vi finder en cafe hvor vi får os en velfortjent kaffe og børnene nyder et par milkshakes. Vi finder tilbage til bilen og kører ind til Alexander Platz hvor Neline har anbefalet en vietnamesisk restaurant. Vi bestiller dejlige retter og det smager rigtig godt. Dog har vi alle ikke fået det vi bestilte, men pyt med dette, maden vi får ser nu også meget lækkert ud. Efter maden går vi en lille tur rundt og finder et lille marked, der er ligesom et tysk julemarked med små boder. Oktoberfest kalder de det og der er heller ingen julepynt, selvom Karina nok havde håbet på det. Børnene nyder en pandekage inden turen går hjem mod hotellet hvor vi alle trænger til en god nats søvn.