Vækkeuret ringer og klokken er 5. Vi kommer alle i praktisk tøj og får fyldt rygsækken med kiks og drikkevarer. Karina bliver hjemme og hygger sig og spiser morgenmad på altanen mens solen stiger op ude over vandet og kaster de flotteste solstråler ned gennem skyerne. Det er dog stadig mørkt da vi kører op af den snoede bjergskråning til udgangspunktet hvor vandreturen mod toppen af Olympus starter fra. Op af op af op af, her er rigtigt flot men der skal startes langsom så hjerte og muskler kan varme op og følge med, forud ligger der en stigning på 1800 højdemeter som ender i 2866 meter over havets overflade. Det bliver spændende om vi kan holde til at nå hele vejen. Humøret er højt men efter 3,5 times vandring på snoede, krogede stejle stiger gennem skov og klipper er Philip dog ved at miste modet lige indtil han ser ”refuge” som er et overnatningssted og restaurant for vandrere. Her bestiller vi velfortjent 4 gange morgen komplette der består af 3 skiver brød, smør, ost, syltetøj, honning samt varm kakao. Ahhhh! Godt mætte forsætter vi op ad og når til grænsen hvor der ikke vokser træer længere og landskabet ændre sig merkant til klipper og sten. Skyerne begynder at rulle op omkring os og gøre temperaturen en smule kølig. Nu bliver det stejlt og vi går på rullesten, så vi skal passe på for hvert skridt vi tager. Benene er også ved at blive god trætte efter vi har gået i snart 6 timer. Det er utroligt hvad Emma og Philip kan presse sig selv til, især Emma der ikke har dyrket meget motion. Men begge 2 kæmper sig op på toppen og far er den stolteste i hele verden! På toppen tager vi et gruppebillede ud over kanten men da vi er omringet af skyer kan man intet se, til gængæld har mobilen dækning heroppe på toppen af Grækenland og der bliver ringet hjem til Karina. Pausen bliver kort fordi her er meget koldt, så det bliver til en gang kold vand og nogle chips inden turen gå nedad igen i håb om at få varmen. Nedad er det ikke hårdt for konditionen og hjertet men det er meget hårdt for knæ, lægge og ankler. Det går lidt hurtigere ned og da vi når tilbage til ”refuge” bliver der bestilt spaghetti Bolognas og sodavand. Mums hvor smager det godt når man er så udmattet. Men med et trækker himlen sig sammen og alle søger inden for. Det ser dog ikke ud til at blive noget der er overstået lige med det samme så vi hanker op i tasken og begynder den sidste nedstigning mens regnen siler ned. Det er dog ikke alt Zeus har til os, han putter lige lidt ekstra krydderi på som lyn og torden. Det sætter gang i fødderne på os alle selvom de er godt trætte efter de mange timer vi har været på farten. Det sidste stykke tager dog lidt over 2 timer men da vi endelig er nede er vi blevet tørre igen, hele turen har i alt taget 11 ½ time. Vi glæder os til at komme hjem i lejligheden til Karina og dagen ender med at der bliver hentet pizza og vi alle går tidligt i seng.