Dagen startede med en tur til Chinatown. Et sted hvor vi har været mange gange i Thailand, så her måtte det også lige opleves. Der var stor kontrast. Rent og pænt og ikke de overproppet små gader som vi er vant til i Bangkok og egentligt syntes jeg charmen var gået lidt af, eller også er det bare fordi man har oplevet det meget intense marked som det er der. Som på alle vores andre rejser er det næsten altid lykkedes Karina at finde noget julepynt og denne gang er ingen undtagelse, efter blot et smule butiks kiggen fandt hun juleglaskugler som var håndmalet fra indersiden, så én sådan en blev der investeret i og som prikke over i’et blev vores efternavn malet i den også. Vi fik også besøgt Sri Mariamman templet som er det ældste hindu tempel i Singapore og som er fyldt med figurer, hvor man kan finde den der følger dit fødselsdags år (Tonny = Hane, Karina=Slange, Neline=Okse, Emma=Kanin & Philip=Hest). Meget flot og overvældende. Herefter gik turen tilbage ind i Chinatown igen, for at få lidt mad inden turen går til Garden by the Bay som er en stort plante og blomsterpark med store jerntræer der fungere som solfangere og opsamler regnvand til at benytte i den store have. Vi må dog sige at vi var her på det varmeste tidspunkt på dagen og da Emma stadig ikke er helt frisk var det ikke den bedste kombination. Karina fik hende dog kølet lidt ned med vand, is og et par panodiler, farmand med en vifte og så var prinsessen klar igen og vi kunne nyde parken lidt. Der er forskellige tema haver i store drivhuse og vi fik set Cloud-Forrest med vandfald og dejlig kølig luft hvor blomsterne var lidt mere klatreplanter og Flower-Dome der var fyldt med sukkulenter og kaktusser.

Herefter fandt vi ind på en lille cafe og fik de dejligste drinks med passionsfrugt, hindbær, ingefær, lime og kold kakao til Philip.

Så gik turen til Marina Bay som er det dyreste shopping center med alle de kendte mærkevareforretninger og i bunden kunne man selvfølgelig sejle i små både. Vi snusede lidt rundt og drømte os til at være billionære med guldkort og kunne købe alle de lækre ting men som Neline endte dagen med at sige så er vi jo rige for vi får jo lov til at opleve verden med hinanden.

Udenfor storcenteret løber havnebugten og vi tog en turbåd rundt og fik fortalt lidt om de forskellige bygninger langs med vandet og mens båden sejlede retur gik solen ned og alle de høje bygninger blev forvandlet til et stort lyshav. Klokken 20.00 var der lysshow på vandet og vi fik set det flotteste show hvor billeder blev projekteret op på vandsøjler med musik til og i alle mulige farvet. Rigtig rigtig flot. Herefter gik turen hjem med undergrundstoget. Det fungere altså bare her og nemt at komme rundt i, og folk står pænt og venter ude i siderne når man skal ind og ingen skubben og masen. Noget vi i DK godt kunne lære noget af…

Hjemme blev Emma desværre rigtig dårlig igen og kastede op men vi har nok også presset hende lidt for meget i dag, så i morgen står den på afslapning om formiddagen hvor der skal bades i poolen.