Dag 30 Bangkok
Beep Beep kl. er 5.45 så er det op og i tøjet. Martin kommer og henter Neline og jeg med taxa om 45 min. Godt at morgen buffeten er åben fra kl. 6.00. Vi når at kaste en kop the og nogle vafler i maven inden turen går ned på gadeplan for at mødes med Martin. Vi var blevet fortalt at selvom toget først skal afgå kl. 7.45 ville taxa turen derover tage lang tid pga. morgentrafikken. Men kl. 7.00 står vi på stationen (Thon Buri) og har købt billetter til River Kwai, hvilket har kostet os 3X 100,- bath. Der findes kun 3. klasses vogne på denne tur og vi har forventet det værste som overfyldte vogne, med levende dyr og massere af larm, men alt ånder fred og ro på perronen. En halv time for sent ruller vores tog ind på perronen og vi gå stille og rolig ind og finder en god plads (metal sæde med tynd blød plastik overtræk), Alle vinduer i vognen er rullet ned hvilket sammen med 2 ventilatorer udgør airconditionen. Der er dog ikke mange andre vestlændinge en os med på turen og toget er kun ¾ fuldt. Da vi endelig begynder at rulle bliver vi kontrolleret at en af Martins kollegaer i en smart meget kropsnært uniform, med på turen er også diverse ”salgsvogne” der består af Thaier der sælger alt fra hjemmelavet grillspyd til kolde drikkevarer (super service, da de kommer forbi ca. hvert 10 min hvis ikke tigere). Alle ujævnheder og bump kan mærkes da toget er meget slidt og man henledes til togturen med kystbanene for over 30 år siden. Turen går vest over gennem små og store byer, industri områder og marker og da vi kommer længere vest på også bjerge i horisonten. Turen til River Kwai skulle efter køreplanen tage lidt under 3 timer med da vi efter 4 timer endelige ruller ind på stationen, beslutter vi os få at køre over broen med toget i den tro at der er et lige over på den anden side, mennnn. Da vi har kørt 10 min. mere kommer kontrolløren igen og da vi forklare ham at vi skulle havde været stået af på den forgående station siger han at da dette jo er det eneste tog på strækningen er det nok bedst at vi køre med til endestationen, venter der 2 timer og køre med tilbage….. Vores første tanke er at så få vi jo ikke gået over broen, så vi spørger ham om der ikke er en station før og han siger om ½ time… Av for den!! Vi beslutter os dog for at stå af der og så finde en taxa tilbage til broen. Da vi endelig stopper er der også 4 Thaier og 2 polakker der står af, Så vi er ikke de eneste tåber. Det viser sig at vi er stået af ude i ingenting eller kan man sige at hvor kraverne har vendt for længe siden. Der er simpelthen ikke andet en stationen der. Heldigvis har de 4 Thaier arrangeret at blive kørt tilbage til broen og stationsforstanderen og hans politi (med pistol i siden… Det er jo det vilde vesten) ven får sige en uforudset indkomst på 140,- bath per person ekstra (hvilket kunne havde været meget mere da de jo havde os i deres hule hånd). Så efter en god ½ times køretur på ladet af en pickup er vi vel tilbage på den rigtige side af broen. Neline kan endelig komme på toilettet efter at havde hold sig i flere timer og vi kan tage vores gåtur over den berømte bro. Men nu kan vi da sige at vi har kørt med det lokale tog på dødens jernbane over broen over floden Kwai. Da toget står til at køre tilbage kl. 14.45 har vi lige 45 min til at finde noget frokost (meget imødekommet da vi ikke har spist noget siden kl. 6) vi fandt en lille restaurant og får en gang freid rice with chicken og en kold kaffe shake. Vel tilbage på stationen siger de at toget er meget forsinket ca. 1 time, så Martin spørger en lokal taxa hvad det koster at blive kørt til Bangkok… Små 2500,- bath (Avav) og vi sætter os ned og venter på toget. Da toget stadig ikke er kommet efter en time prøver Martin igen med en anden taxa og han vil så gerne havde 2000,- for turen. Da der sidder et par fra New Zealand ved siden af os spørg vi om de har lyst til at dele turen med os, men de siger de har massere af tid og vil gerne vente på toget, så vi afslå også dette tilbud. Efter vi har ventet noget mere, går vi ned og spørg omkring toget igen og får at vide at det er meget forsinket, mindst en ½ time længere. Nu er kl. godt 17 og parret fra New Zealand er blevet møre, så de siger ja til at dele turen tilbage med os, så vi får fat i den ”billige” taxa igen og må krybe til korset og sige ”ja tak” til hans tilbud på 2000,-. ”Jeg er der om 5 min.” siger han i telefonen. Ind triller en dejlig stor 4X4 Isuzu med aircondition og bløde sæder og ud træder den lokale politimand som lige kan tjene nogle ekstra penge på lidt ”moonlightning”. Han viser sig til at være super rar og fortæller vidt og bredt om området, nummerpladefarver og trafikregler mens vi drøner derudaf med fuld skrue på anlægget der spiller rock ballader indspillet af et Thailandsk kopiband samt godt gang i dythornet for at få alle de langsomme bilister til at fjerne sig fra yderbanen. Efter et par stop for at tanke, tisse eller tage en rygepause er vi endelig i Bangkok og ved hjælp af GPS i Tonny’s mobil får vi dirigeret ham hen til vores hotel, hvor vi lander kl. 20.00 (ahhhhhh). Martin flyver over i en TukTuk og Neline og jeg næsten løber over vejen, ind i hotellet og op med elevatoren, vel tilbage fik vi kæmpe krammere af Philip og Emma samt Karina. Vi havde ikke kunne kontakte Karina og sige vi var forsinket da hendes mobil ikke virkede og da vi havde regnet med at være hjemme senest kl. 18.30 var vi bange for at hun var meget urolig. Martin havde samme problem da Lone ikke modtog hans SMS’er. Karina, Philip og Emma havde ventet med at spise til vi kom tilbage og vi skyndte os derfor at vaske hænder og hoved for derefter at begive os ned til hotellets restaurant for at fylde maverne. Resten af aften (meget kort) blev brugt til at zappe lidt fjernsyn og slappe af, inden det var for svært at holde øjnene åbne og vi gik i seng. Karina, Emma og Philip nød dagen med en tur i Chinatown og MBK centeret, efterfulgt af en tur i poolen på 23. etage.
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
