Dag 29 Bangkok.

Hvor er det dog bare dejligt at kunne sætte sig til bords med kæmpe morgenbuffet og ikke selv klare opvasken. Børnene nyder også godt af det hele og glæder sig ikke til at vende tilbage til madpakker igen, men Karina glæder sig til en ruppermad med leverpostej og rødbeder. Vi besøger igen Chinatown da pigerne har fundet negleting de gerne vil have nogle flere af. Der er som altid heftig aktivitet og det hele er en stor heksekedel og Philip syntes det er et helvede. Man kan jo også godt forstå ham da man bliver godt mast og skubbet og når man så ikke er den højeste ja så… vi vender tilbage til Hotellet hvor vi spiser lidt og pakker en taske med drikkevarer inden vi tager med Tuk Tuk over til Martins hotel hvor vi skal mødes til sejltur på floden. Vi har lejet en longtailbåd med 1 times sejllads ned af klongerne hvor man kan se hvordan de bor langs floden. Her kan man virkelig fornemme fattigdommen da husene er meget miserable og der er meget beskidt. Vi ser dem også vaske tøj i floden og man forstår ikke helt hvorfor da vandet er helt mørkegråt. Der er dog enkle pænere huse men det er ikke dem der dominere her. Nogle af husene er ved at falde sammen og deres toiletforhold er numsen ud over verandaen ned i floden. Vi møder også sejlende handelsbåde der tager overpriser for drikkevarer som Martin får købt lidt af. Efter sejlturen går vi med Martin op og ser deres hotelværelse. De har en skøn udsigt ud over floden og hotellet virker nyere end vores. Efter lidt hygge sejler vi med Martin videre ned af floden til et indkøbscenter der hedder Robinson. Deres hotel har gratis båd og nogle gange er det hurtige at transportere sig rundt på vandet end med Tuk Tuk ‘er. Centeret har dog ikke meget at byde på men vi spiser lidt aftensmad på Mc Donalds der lægger der inden vi bevæger os ud til fods mod Pat Pong marked. Martin har sagt at der er ca. 15 min. Gåtur men lad os lige dobbelt tiden og med 2 piger med nyt fodtøj på er det ikke den gladeste vandren der også lige kulminere med en gang næseblod fra Philip. Vi når endelig frem og tager en hurtig tur gennem markedet med barer ude lang siden med dansende halvnøgne tøser. Tonny får da også tilbudt massage men takker pænt nej tak. Vi fylder proviantere op i 7-11 og køber drikkevarer til i morgen hvor Tonny, Neline og Martin skal på togtur til river Kwai broen og skal meget tidlig op. Morgenmad kl.6 og så af sted. Vi prajer en Tuk Tuk som er meget snaksalig. Vi får hele hans livshistorie om hvor mange børn og koner han har og han fortæller om alle de steder vi passere hjem med spisesteder og markeder.