Dag 15 Koh Phangan

I dag er det Emma´s fødselsdag lyder det klokken 7.30. Selvom vi ikke er hjemme skal hun vækkes med sang og flag. Vi spiser dejlige pandekager til morgenmad med frisk frugt the og juice. Efter morgenmad er det pigernes tur til at få en dejlig gang massage og nej hvor er det skønt at lægge her ud til vandet og blive dejlig forkælet. Bagefter låner vi kajakker og får sejlet rundt inde i bugten. Vi er blevet lidt nysgerrig for i den anden ende af stranden er der 2 tømmerflåder med piratflag på og rutsjebane. Vi troede det var noget man måtte svømme ud til men heldigvis spurgte vi tjeneren ”Uh” i morges som fortalte os at det er en japansk mand der har bosat sig i en hytte derovre og render rundt og leger pirat. Han skulle efter sigende være lidt tosset og nærmer man sig hans ”territorium” bliver han sur, men fastboende de griner bare af ham. Så ja vi må da lige over og se hvad det er han har bygget men på forsvarlig afstand (haha). Efter sejlturen har Neline arrangeret at hende og Emma skal have pedicure som er en gave fra hende. Nelines ”dame” er dog lidt for hurtig og har skyndt sig så meget at neglelakken klumper og hun bliver bedt om at lave det om af hende der sidder med Emmas fødder. Tøserne hygger sig rigtigt med hver deres kop the i hånden i de bløde lænestole. Senere står den på badning i havet (hvor der er dejlig højvandet og mindst 32 grader), lidt strandfodbold samt spille pool i baren med chokomilkshakes og afslapning inden vi skal have aftensmad. Vi har bestilt bord til kl. 19 lige ud til vandet for at være sikre på et bord (hotellets restaurant er meget populær) og som en ekstra overraskelse har Karina bestilt en chokolade lagkage til dessert efter maden. Med 13 lys og fødselsdagssang på både anlæg og fra familien bliver kagen båret ind af tjeneren. Emmas ansigt lyser op og vi guffer kage til den store guldmedalje. Mens vi spiser kommer en lille svensk pige klædt ud som Lucia sammen med sin mor og mormor, ned gennem restauranten syngende med lys i hånden (meget hyggeligt). Efter mad og kage slapper mor og far af med en kop kaffe og Philip og fødselsdagsbarnet spiller pool igen og Neline læser videre i sin bog som hun ikke kan lægge fra sig. Resten af aften bliver brugt på dagbog, Disney Channel og hygge på værelset.