Dag 2 Chaing Mai

Åhh hvor dejligt at ligge i en seng. Karina vågner dog uden stemme (hurra) da hun for alvor er blevet syg med halsvirus. Efter et dejligt bad går vi ned og nyder den store morgenmads buffet hvor der er alt. Pandekager, bacon, æg, croissanter, æbleskiver med kokosmælk, skinke samt majs i og omeletter lige som man vi havde dem. Ja selv nudler og forårsruller er der til morgenmad hvis man har lyst.

Vi beslutter os for at tage en tur ud til Chang Mai zoo og prajer en pickup taxi som skal have hele 100 Bath (20 kr.) for turen der varer over 20 min. Vejret er overskyet men her er stadig omkring 30 grader og godt fugtigt, alt er meget grøn og der er de flotteste orkideer overalt. Vi ser Flamingoer, Elefanter tigere og en masse fugle i et stort fuglebur man går inden i. Her ser vi også nogle store, betagende og flotte edderkopper der er på størrelse med en hånd. Børnene får fodret leoparter med råt kød og set hvide tigere. Vi får også set pandaerne som er den store attraktion da Zoo fik en unge for 3 år siden. Ellers er her lavet meget om siden vi var her sidst og der er langt mellem dyrene. Midt i parken lægger en stor sø samt et akvarium og vi opdager at man kan prøve en svævebane henover den, så det skal da prøves, samt at man på søen kan løbe rundt i oppustede store badebolde. Det var noget de kunne bruge og Philip og Emma er straks klar på en tur mere i Ziplinerne, mens vi andre får bestilt frokost til os alle, der løber op i hele 48 kr. inkl. drikkevarer. Hjemme igen går turen til hotellets pool og Tonny får prøvet sit nye undervandskamera af.

Efter mørkets frembrud åbner ”Walking Street” som ligger tæt på hotellet med alle dens boder og lys (og kakerlakker). Børnene putter deres penge i lommerne for at være klar til aftens gode handler. Dagens første handel gå til Emma og Karina som hver køber et par bukser. Derefter går det i rask tempo med at prutte om priser og gøre handler. Både Philip og Emma fik købt en rygtaske hver og Philip en trøje med lys i der blinker i takt til lyde/musik og Neline fik sig en ny halskæde til samlingen. Dagens aftensmad blev indtaget i en fiskerestaurant i midten af markedspladsen hvor der blev spist spring Rolls, hvidløgsbrød og jomfru hummersuppe (kr. 140 i alt med drikkevarer) og midt mellem indkøb og aftensmad blev der også lige tid til en ½ times fodmassage til os alle på rad og række (Kr. 16 /person). På vej hjem skulle sliklageret fyldes lidt op og farmand snoldede 5 poser bolsjer til i alt 5 kr. (big spender), inden sengen kalder efter endnu en lang dag til kl. 01:00.