Blog Image

Fam. Gümoes Blog

Dag 2

Thailand 2012 Posted on Fri, November 30, 2012 19:02:37

Dag 2 Chaing Mai

Åhh hvor dejligt at ligge i en seng. Karina vågner dog uden stemme (hurra) da hun for alvor er blevet syg med halsvirus. Efter et dejligt bad går vi ned og nyder den store morgenmads buffet hvor der er alt. Pandekager, bacon, æg, croissanter, æbleskiver med kokosmælk, skinke samt majs i og omeletter lige som man vi havde dem. Ja selv nudler og forårsruller er der til morgenmad hvis man har lyst.

Vi beslutter os for at tage en tur ud til Chang Mai zoo og prajer en pickup taxi som skal have hele 100 Bath (20 kr.) for turen der varer over 20 min. Vejret er overskyet men her er stadig omkring 30 grader og godt fugtigt, alt er meget grøn og der er de flotteste orkideer overalt. Vi ser Flamingoer, Elefanter tigere og en masse fugle i et stort fuglebur man går inden i. Her ser vi også nogle store, betagende og flotte edderkopper der er på størrelse med en hånd. Børnene får fodret leoparter med råt kød og set hvide tigere. Vi får også set pandaerne som er den store attraktion da Zoo fik en unge for 3 år siden. Ellers er her lavet meget om siden vi var her sidst og der er langt mellem dyrene. Midt i parken lægger en stor sø samt et akvarium og vi opdager at man kan prøve en svævebane henover den, så det skal da prøves, samt at man på søen kan løbe rundt i oppustede store badebolde. Det var noget de kunne bruge og Philip og Emma er straks klar på en tur mere i Ziplinerne, mens vi andre får bestilt frokost til os alle, der løber op i hele 48 kr. inkl. drikkevarer. Hjemme igen går turen til hotellets pool og Tonny får prøvet sit nye undervandskamera af.

Efter mørkets frembrud åbner ”Walking Street” som ligger tæt på hotellet med alle dens boder og lys (og kakerlakker). Børnene putter deres penge i lommerne for at være klar til aftens gode handler. Dagens første handel gå til Emma og Karina som hver køber et par bukser. Derefter går det i rask tempo med at prutte om priser og gøre handler. Både Philip og Emma fik købt en rygtaske hver og Philip en trøje med lys i der blinker i takt til lyde/musik og Neline fik sig en ny halskæde til samlingen. Dagens aftensmad blev indtaget i en fiskerestaurant i midten af markedspladsen hvor der blev spist spring Rolls, hvidløgsbrød og jomfru hummersuppe (kr. 140 i alt med drikkevarer) og midt mellem indkøb og aftensmad blev der også lige tid til en ½ times fodmassage til os alle på rad og række (Kr. 16 /person). På vej hjem skulle sliklageret fyldes lidt op og farmand snoldede 5 poser bolsjer til i alt 5 kr. (big spender), inden sengen kalder efter endnu en lang dag til kl. 01:00.



Dag 1

Thailand 2012 Posted on Fri, November 30, 2012 17:36:13

Thailand dag 1. Chaing Mai

Så går turen endnu engang til Thailand, denne gang hele julemåneden. Det er dog lidt med blandede følelser da det jo er en hyggemåned, men nu gælder det altså og huset derhjemme er lånt ud til gammelt venskab der skulle hjem fra Canada og holde jul.

Vi skal denne gang flyve med Austrian Airlines og vi er lidt spændte på hvad vi her i vente. Flyveturen er også længere og der skal skiftes fly i Wien men vi bliver heldigvis positivt overrasket. God plads, nakkestøtter der kan foldes som man vil, fjernsyn til hver enkelt mand og lækkert mad. Business og 1. klasses gæsterne har deres helt egen kok der render rundt med høj hat på og tager imod bestilling…. Ja så har vi da set det med. Morgenmaden har vi særbestilt hjemmefra da vi var i tvivl om hvorvidt der blev serveret noget og vi får den fineste bakke med en lille stegepande med lækker bacon og æg, varme croissanter og rundstykker samt friskpresset juice. Mumms.

Vel ankommet til Bangkok henter vi bagagen og tjekker det ind hos Thai Airways for endnu engang at sætte os ind i et nyt fly. Puha 3 fly og vi runder nu 19 timer i transport fra vi tog hjemmefra.

Da vi ankommer til Chang Mai går vi ud fra at vi selvfølgelig vil blive overfaldet af taxichauffører men næ nej. De har nu forbudt denne procedure og man har så en mand som man skriver sig i kø og betaler hos. Så må man pænt vente men der gå kun lige 5 min og til vores store overraskelse skal vi kun slippe 250 Bath (lidt under kr. 50,-) for os alle. Hvor fedt, for det andet er totalt stressende.

Taximanden fortæller os at vi skal gå ned til floden i aften da det er sidste aften af deres blomsterfestival og det beslutter vi os så for. Vi skynder os at smide kufferterne af på vores hotel for derefter at tage den første Tuk-Tuk over til paraden til Philips store fryd. Hele himlen er lyst op med de store ballonlanterner man tænder og sender mod himlen og fyrværkeri i alle farver. Blomsterkranse bliver solgt fra alle boderne langs vejen, disse ligger man i floden og et kæmpe optog med de flotteste paradevogn kommer kørerne lige forbi os. Børnene nyder en pandekage fra gadekøkkenerne og går lidt rundt og kigger på de forskellige boder men der er til sidst så mange mennesker, at vi står som sild i en tønde. Da Neline har rigtig ondt i maven tager endnu en Tuk-Tuk tilbage til hotellet og går på vores ynglings restaurant ”The Whole Earth” der ligger ved siden af. Også her afslutter de aftenen med at sende lanterner af sted mens vi sidder og nyder maden og kigger på.

Tilbage på hotellet er det badetid og turens første husdyr mødes, da Emma skal til at fylde badekaret med vand. En kakerlak kravler rundt men bliver hurtigt skylle ud og proppen sat i. Både Philip og Emma nød et varmt opblødende karbad med efterfølgende fodmassage til hinanden. Hele aften er gået hurtig fobi med de mange indtryk og vupti er kl. blevet 24 og det er for længst tid til at lukke øjnene små.

Velkommen tilbage til Thailand familien Gümoes.

P.S. Se Nelines blog på neline.gumoes.dk