Så er vi ankommet til Koh Tao og har fået 2 værelser med dør imellem så nu er vi endelig samlet og de 2 gamle kan sove sammen (og lukke døren ind til ungerne hvis de bliver for støjende). Turen var lang og meget svedig, vi blev hentet 10.30 og efter ½ times kørsel ankom vi til færgemolen. Der var der så en times ventetid inden færgen sejlede og jeg skal lige hilse at sige, i ikke skal klage over varmen, for her er bare rigtig varmt og fugtigt. Det hjælper heller ikke at vi slæber rundt på 5 kufferter plus det løse og 3 børn J Vi var noget lettede da vi endelig sad i færgen med aircondition. Da vi skulle til at sejle var det så lavvandet, så efter de havde fået alle folk ned at sidde, jagede de os op igen for at gå op foran i båden, da den ikke kunne komme ud fra strandkanten. Vægten ville så få færgen til at ramme sandbunden så den blev skubbet fra når han startede motoren. På sejlturen mod Koh Tao skulle færgen lige gøre hold på Koh Phangnan, så det var en sejltur på i alt 2 timer. Havnen på Koh Tao er meget lille og der var et stort kaos af taximænd og personale fra de forskellige hoteller der stod med skilte og råbte og pegede (Jeg hed Mr. Karina). Koh Tao Resort er et dejligt lille hotel og den ligger på en dejlig strand med flotte omgivelser. Børnene fik et lille dyp i poolen og vi spiste sen frokost på hotellets restaurant og maden her er billigere end på Koh Samui. Vi skiftede tøj og drog en tur ned gennem den lille by til 7-eleven. Det virker lidt som om der er lidt reggae over byen, lidt en blanding af Pai, Koh phangan og Koh Ngai. 2 af stederne er for vores første tur til Thailand, så måske er det derfor det ikke lyder helt så bekendt. Der er 2 lækre coffee shops oppe på vejen, så dem skal vi nok få prøvet. Selv Neline er blevet helt pjattet med sådan en ice coffee i denne varme. Vi har snakket lidt om nogle forskellige snorkle og dykker ture, så Neline og Tonny kan få brugt deres certifikat. Der er et sted her med små hajer (1 meter maks.) og Tonny driller Neline med at der skal de da hen. Tonny sad ved siden af en mand på færgen der boede her og var dykkerinstruktør så han gav nogle godt fif om hvor der var bedst at dykke. Men ellers står den på ren afslapning de næste 8 dage (igen).