Thailand dag 23

Sidste dag på paradis øen. Ingen dyr ved morgenmaden i dag, hvis man da ikke tæller turisterne med. Det er ved at være tid til en ny morgenmadsbuffet! Hehe forvente danskere, ikke meget Robinson her. Emma og Philip syntes at vi skulle fodre fisk så de gemte pandekager og toastbrød som de tog med ud på molen og smed ned i vandet. Det var noget der kunne samle en stor stime af fisk, de var så ivrige at flere af dem blev båret op over vandet af de andre. Farmand beslutte sig for at begive sig op på toppen af øen, jeg havde læst at det skulle tage ca. 25 min. Så jeg spurgte i receptionen hvor stien startede og fik at vide at jeg bare skulle følge den sti vores hytte lå på. Så af sted med mig, men den sti tror jeg ikke nogen har gået af de sidste 5-10 år. Man kunne knap ane hvilke vej man skulle gå, jeg følte mig næsten som en eventyre eller Indiana Jones på vej gennem junglen. Det var meget varmt og ekstremt fugtigt, sveden løb af mig mens jeg blev klisteret ind i diverse edderkoppespind. Men nok bare en lidt mere kryster, da jeg hele tiden spejdede efter slanger, varaner og fugleedderkopper. Det mest farlige jeg mødte på min vej var dog en græshoppe og en orange kasket der var blevet glemt for mange år siden. Men af sted det gik gennem alle fare, den anden side af øen skulle være ubeboet og da stien havde gået nedad et stykke tid kunne jeg i det fjerne se vand og da jeg kom lidt længere ned kom der mærkelig nok hytter…. Hmmmmm var de ved at bygge et nyt ressort?? NEJ jeg var kommet ud ved resortet der lå ved siden af vores eget ”Ha” men så var jeg dat heldigvis fri for at være urolig for slangebid og kæmpe varaner på vej hjem, da jeg bare tog smut vejen langs vandet! Da farmand kom tilbage var det lige på hoved i poolen med resten af familien, hvor vi mødte en ny dansk familie som var ankommet til morgen. De havde 2 børn på 4 og 5½ og Philip og deres søn Anton faldt hurtigt i hak og det endte med at vi spiste aftensmad sammen alle sammen og gud hjælpe mig om faderen ikke arbejdede for vores kommune , men de boede i Skovshoved. Endnu engang er verden da lille. Da vi havde taget en tårevældende farvel imellem de 2 drenge var det hjem og på hoved i seng.