Fam. Gümoes Blog

Thailand dag 24

Bip bip bip. Klokken er 5.15 og vi skal op. Vi havde pakket alt så det er bare i tøjet og ned og tjekke ud. I receptionen lægger en sovende mand og venter på os og inden der er gået 10 min. Er hele hotelpersonalet oppe til ære for os og vi får det helt store morgenbord, mens vi ser solen stå op ude over vandet. Kl. 6.15 ankommer en longtailbåd og vi siger farvel og sætter os ned i båden. Meeeen der er altså noget over den ø og os, for manden kan ikke starte båden og efter vi er drevet væk for molen og batteriet i båden begynder at ryge ret meget, beslutter manden sig for at kaste anker. Vi sidder så 20 meter væk fra molen og kan jo ikke komme ind eller ud. Så vi må vente på en anden båd, der kommer og trækker os ind til kajen hvor vi skal blive siddende og vente på en tredie båd som vi så skal over i. Vi laver dog lidt fis med det hele (hvad kan man ellers) men vi er dog lidt bekymrede for der er jo et fly der skal nås. Nå men vi kommer sikkert over til fastlandet og der venter en bil på os men han kører som en søndagsbilligst og opdager efter 45 min. Pludselig, hvad klokken er blevet og sætter farten en smule op. På dette tidspunkt sidder Karina og skæver godt til uret for der er kun 50 minutter til flyet går og vi er ikke fremme. Men vi når det og kommer sikkert frem til vores nye hotel i Bangkok og her er mange nye indtryk og en underlig fornemmelse har vi da vi jo været på denne meget isoleret ø i 6 dage så det er helt underligt med trafik (man siger at 80% af Thailands biler er i Bangkok). Vi tog direkte ud til indkøbscenteret MBK og fik noget dejligt mad. Vi brugte dagen i centeret og Neline var næsten ikke til at styre med hendes shopping. Selv farmand fik købt 3 par cowboybukser til Kr. 120,- stykket og så blev de endda lagt op mens vi ventede. Da vi skulle hjem tog vi en tuk-tuk og vi har aldrig prøvet så vild kørsel. Ind og ud mellem myldretrafik, mod trafikken og små smutveje og at de ikke støder ind i hinanden er dog et mirakel. Tilbage på hotellet er alle trætte og vi slapper af med lidt juice og nogle donuts… ahhh alle er lagt i seng og farmand kan skrive lidt med en kold øl i hånden mens han kigger ud over byen.

Thailand dag 23

Sidste dag på paradis øen. Ingen dyr ved morgenmaden i dag, hvis man da ikke tæller turisterne med. Det er ved at være tid til en ny morgenmadsbuffet! Hehe forvente danskere, ikke meget Robinson her. Emma og Philip syntes at vi skulle fodre fisk så de gemte pandekager og toastbrød som de tog med ud på molen og smed ned i vandet. Det var noget der kunne samle en stor stime af fisk, de var så ivrige at flere af dem blev båret op over vandet af de andre. Farmand beslutte sig for at begive sig op på toppen af øen, jeg havde læst at det skulle tage ca. 25 min. Så jeg spurgte i receptionen hvor stien startede og fik at vide at jeg bare skulle følge den sti vores hytte lå på. Så af sted med mig, men den sti tror jeg ikke nogen har gået af de sidste 5-10 år. Man kunne knap ane hvilke vej man skulle gå, jeg følte mig næsten som en eventyre eller Indiana Jones på vej gennem junglen. Det var meget varmt og ekstremt fugtigt, sveden løb af mig mens jeg blev klisteret ind i diverse edderkoppespind. Men nok bare en lidt mere kryster, da jeg hele tiden spejdede efter slanger, varaner og fugleedderkopper. Det mest farlige jeg mødte på min vej var dog en græshoppe og en orange kasket der var blevet glemt for mange år siden. Men af sted det gik gennem alle fare, den anden side af øen skulle være ubeboet og da stien havde gået nedad et stykke tid kunne jeg i det fjerne se vand og da jeg kom lidt længere ned kom der mærkelig nok hytter…. Hmmmmm var de ved at bygge et nyt ressort?? NEJ jeg var kommet ud ved resortet der lå ved siden af vores eget ”Ha” men så var jeg dat heldigvis fri for at være urolig for slangebid og kæmpe varaner på vej hjem, da jeg bare tog smut vejen langs vandet! Da farmand kom tilbage var det lige på hoved i poolen med resten af familien, hvor vi mødte en ny dansk familie som var ankommet til morgen. De havde 2 børn på 4 og 5½ og Philip og deres søn Anton faldt hurtigt i hak og det endte med at vi spiste aftensmad sammen alle sammen og gud hjælpe mig om faderen ikke arbejdede for vores kommune , men de boede i Skovshoved. Endnu engang er verden da lille. Da vi havde taget en tårevældende farvel imellem de 2 drenge var det hjem og på hoved i seng.