Blog Image

Fam. Gümoes Blog

Dag 3. 17.07.2017

Grækenland 2017 Posted on Tue, July 18, 2017 07:50:33

Dagen starter stille med en tur gennem regnen ned til bageren i bil for at derefter at forsyne os med lidt chips og kiks til en dag med hygge indenfor til turens forhåbentlig sidste regnvejrsdag. Da vi kommer hjem fra indkøbsturen har Emma og Neline vasket op og dækket morgenbord, super lækkert! Karina og Emma tager op til torvet for at få klippet spidser mens vi andre flader ud i sofaen med kort, bøger og mobilspil. Dog er de meget hurtigt tilbage da frisøren er flyttet og holder lukket i dag. Ved frokosttid bliver vi enige om at noget må ske. Vi bliver enige om en lidt længere køretur tilbage til Thessaloniki og besøge deres store outlet store. Et indkøbscenter med mærkevaretøj. Dog bliver det med tungen lige i munden da det ikke bare regner men står ned så sigtbarheden er ikke for god og en Nissan Micra er nok ikke lige den mest egnede bil til dette vejr. 1 ½ time senere og med bilen er parkeret i en overfyldt p-kælder, sidder vi og får lidt frokost på 3. etage. Vi er så heller ikke de eneste der har tænkt denne tanke og her er bare mange mennesker og som bekendt er grækere jo et meget støjende folkefærd så støjniveauet er bare højt. Med fyldte maver bevæger vi os ned gennem de forskellige etager og igen er det Philip der får fyldt godt op med poser dog får Emma købt ny taske til skolestart. Neline sniger sit indkøb op på hele 3 neglelakker. Vi sætter atter bilen i gear og triller forsigtigt mod Litochoro igen. Der er dog holdt op med at regne med der er rigtig meget vand på kørebanen. Hjemme igen er trætheden ved at sætte ind og vi hygger med the og kortspil, nogle får en lille morfar og andre skal da lige prøve de fine nye neglelakker. Da aftenen falder på er det ikke alle der er sultne og det ender med det kun er de gamle forældre der tager turen op til torvet og får lidt aftensmad. Nu skal strandtaskerne pakkes inden sengetid for i morgen har de lovet SOL….



Dag 2. 16.07.2017

Grækenland 2017 Posted on Tue, July 18, 2017 07:48:55

Ingen vækkeur så den bliver kl. 8:30 inden vi vågner, dejligt!

Tonny og Philip hopper i tøjet og går en tur til bageren efter brød og sukker dognuts. Desværre er det køligt så vi spiser morgenmad indenfor.

Da vi har spist kommer vi alle i tøjet og vi tager en tur ind til Katerini by for at shoppe. De har lovet regnvejr i dag men indtil videre er det kun overskyet og en dejlig temperatur til shopping. Philip finder bukser og Emma får købt lidt neglelak til samlingen. Vi kører ned til Katerini Paralia (strandpromenaden) for at finde et sted at spise. Dog er det begyndt at småregne lidt og vinden er kold. Vi finder et sted og får de bedste soulakispyd. Efter maden får vi serveret frugt og chokoladekage på husets regning. Skønt og selvfølgelig ligesom i går da vi skal tilbage til bilen begynder det bare at regne og vi løber alle stor grinende over til bilen og tænk det bedste er varmen der nu strømmer ud på os for bilens airconditioner. Så et lille smut forbi supermarkedet inden turen går hjem til lejligheden og få noget varmt at drikke. Der går dog ikke længe før Karina falder i søvn på sofaen og ikke så længe efter er både Tonny og Philip krybet under dynerne og snorkbobler. Pigerne hygger med kortspil og griner af Karina´s småsnorken. Himlen har åbnet sig for alvor nu og en tyk regntåge har indhylet hele byen og man kan ikke ane mange meter ud fra altanen. Men hyggeligt det er det, der bliver spillet spil, løst kryds og tværs, set Netflix og snakket, alt sammen fra køkken altrummet. Det er skønt at være samlet alle sammen uden at vi skal nå noget og jeg tror at vi alle er kommet godt ned i gear og slapper helt af. Ved 9 tiden er det tid til at komme ud og få noget aftensmad og valget falder på Sundays Pizza som ligger på hovedgaden op mod torvet. Vi tager bilen derned da det stadig regner helt vildt og få heldigvis en parkeringsplads næsten helt foran restauranten. Så en hurtig løbetur gennem regnen og vi er i tørvejr og varme. Der er godt fyldt op derinde og kun et bord ledigt foruden vores, den er hyggeligt indrettet og vi kan sidde og se ud på regnen. Deres menukort er dejligt varieret og vi alle kan få noget som vi kan lide, stemningen er god og betjeningen ligeså. Godt mætte et par timer senere finder vi tilbage til bilen og dernæst vores lejlighed. Inden vi går til køjs bliver der slappet af med et slag 500 og lidt kryds og tværs.



Dag 1. 15.07.2017

Grækenland 2017 Posted on Tue, July 18, 2017 07:48:16

Endelig ferie! 1 uge i det velkendte Litochoro med os alle 5. Vi skal flyve med Ryanair for første gang da det er de eneste der flyver direkte. Der er booket parkering lige ved siden af terminalen så vi skal ikke gå mange meter inden vi står i afgangshallen. Vi har pakket alt i 3 små kufferter som vi kan tage med som håndbagage så der er intet at tjekke ind. Morgenmaden bliver indtaget på Lagkagehuset inden vi oser rundt og kigger på butikkerne i lufthavnen, hvor der bliver købt drikkevarer og tyggegummi til flyveturen. Turen forløber fredfyldt lige indtil landing hvor der er en del turbulens men vi overlever og kan ånde lettede op på trappen ud af flyet mens vi bliver mødt af den velkendte duft og dejlige sommervarme. Vi bliver afhentet i shuttlebus for at komme ned til biludlejningen som vi har bestilt hjemmefra og der er vi så heldige at bliver opgraderet fra en Toyota Yaris til en Nissan Micra (What???) Nåh men skidt med det vi kan stadig alle være i bilen selvom vi kommer hinanden noget nært, men det er jo også en ryste sammen familie ferie. Turen til vores lejet lejlighed er 100 km og bliver tilbagelagt uden problemer på 1 time og 20 min. Med sovende unge mennesker på bagsædet (snork!). Første stop i Litochoro bliver den lokale grill på hjørnet ved det lille supermarked for alles maver knurre efter mange timers transport. Ahh soulaki spyd med pommes frites og soulaikebab, kan det blive meget bedre?? Med fyldte depoter går vi over til det lille supermarked vi plejer at købe ind i men det er lukket, heldigvis har Neline set at der var åbnet et andet lige i starten af hovedgaden, så turen går dertil for at proviantere. Yes så er vi landet i den lånte lejlighed lige overfor Jørgen og Sofia. Dejlig stor med 3 soveværelser og alt er som vi husker det, intet i området er anderledes. Ingen nye boligere og samme dufte som sidst, næsten som at være hjemme igen. Philip og Emma tog et spil bezzerwizzer på altanen mens Neline og Far grinene kiggede på og mor hvilede hoved. Der er vist nogle der skal havde sine skolepenge tilbage ?. Sen eftermiddag kører vi til nabobyen Leptokaria for at handle det sidste ind i Lidl og tager turen hjem langs vandet. Byen er fyldt med turister fra Serbien, Rumænien, Makedonien m.m. og jeg tror de alle har slået hjernen fra for de vader og køre flere gange lige ud foran vores bil uden at se sig for. Livet har de ikke alt for kært! Vel ”hjemme” igen hygge vi med the & kaffe samt afslapning inden vi kl. 9 tagerg bilen ned til den store parkeringsplads i centrum for at prøve en ny restaurant som Mikael har anbefalet os som ligger i kløften lige ved siden af. Hernede er der fuldt af liv og god stemning med folk der sidder og snakker over drinks samt børn der leger, super hyggeligt. Vi tager plads og bestiller en masse græske retter som vi deler mellem os, jeg tror Neline kommer til at leve af Græsk salat på denne ferie men det smager ny også rigtig godt og den Græske feta ost er så meget bedre end derhjemme. Lige da vi har rejst os for at gå tilbage til bilen bryder regnen ud og vi når alle, selvom vi er i løb at blive godt våde inden vi redder os ind i Micra’en mens lyn og torden buldre løs over byen og bjergene.