Dag 25 Koh Samui (lille jule aften)

Afslapning… Endnu en stranddag, men en smule overskyet og stadig med gode bølger. Der er kommet en del nye gæster på hotellet, så der er noget mere liv ved morgenbuffeten. Neline er hurtig færdig og finder 5 pladser lige ned til vandet. Når bølgerne når højst, står den første række af solsenges ben i vand. Philip og Tobias hygger sig med at bygge et sandslot med vandrutsjebane mens Neline og far flyder rundt ude i vandet på luftmadrassen. Selv Karina kommer ud i bølgerne i dag og bliver tumlet rundt (ikke lige hendes kop the). Philip, Karina og farmand deler en frisk ananas da solen står højst, sælgeren har en smart måde hvorpå han skræller den og skære stenene ud og så kan man spise den på pind. Mens vi sidder og spiser frokost under restaurantens tag kommer dagens første store skylle. Efter frokost tager vi tilbage til hotel værelserne for at gå i bad og bagefter går vi ud for at finde gaver til pakkeleg i morgen aften. Vi får hver 100,- bath at købe for og så spredes vi i de forskellige boder og mellem rækkerne i det lokale supermarked. Alle går og skjuler deres gaver på ryggen for hinanden og vi betaler separat ved kassen. På hjemvejen stopper vi op ved 7-11 for at købe tape og indpakningspapir (hvilket bliver til en thaiavis da et stykke på 50X70 koster 160,- bath og en avis 10,-) Kassedamen ser også lidt underligt på Karina og griner lidt da hun betaler for den. Inden vi kommer hjem, når Neline og Emma også lige at tjekke Facebook på en kaffebar med fri Wi-Fi, der ligger lige overfor vores hotel. Vel hjemme igen efter indkøb vil vi alle se en hyggefilm og kryber alle 5 op i samme seng for at se Alene hjemme 5 (lidt julehygge). Ved aftentid mødes vi med Martin & Co for at gå op på den Mexicanske. Martin har snakket meget om sine Burritos, så de skal prøves igen. Efter en god middag går vi på jagt efter lykkeballoner vi skal bruge i morgen juleaften til at sende op fra stranden, så kan vil lade alt det dårlige gå til vejrs og lade alt det gode komme ind. Karina finder en bod og får forhandlet sig til en god pris på 5 stk. 1 til hver af børnene. På vej hjem stopper vi lige ved 7-11 og får købt os en dejlig kold is til at sænke temperaturen.