Dag 21 Koh Samui

Nåh… Philip har stadig sine fortællinger om natten, så da han har vækket os alle nogle gange med at råbe: ”ja smid ham i vandet” og ”Neline, Neline” vælger vi at hive ham ind i vores seng. Men for søren da, han fylder hele sengen, stjæler dynen og maser rundt så hverken Tonny eller jeg får sovet meget. Vi mødes med de andre til morgenmad og nyder det dejlige store udvalg. Tjeneren er dog en noget sur madam der vil have Tonny til at tage en T-shirt på, men i stedet for at sige på en pæn måde beordre hun ham til det og ja så nægter Tonny, så nu må vi se hvad hun siger i morgen til at han sidder i bar overkrop. Efter morgenmaden tilbringer vi hele dagen ved vandet hvor Neline og jeg nyder 1 times olie massage med udsigt ud over vandet, hvor Philip kaster sig rundt i bølgerne og selv Tobias har overvundet sin skræk for bølger. Her er massere af sælgere på stranden men vi benytter os kun af ismanden. Da klokken nærmer sig 17.30 må vi vist hellere se at komme op. 7½ time i vandet og solen har nu sat sine spor på Tonny der i morges mente at han ikke skulle have solcreme på og nu må tage konsekvensen (hov hov så slemt er det heller ikke). Så bruges der en times tid på værelset med badning, aftersun og højtlæsning til Philip og far inden turen går op i byen for at finde et sted at spise. Denne gang tager vi vejen til venstre fra vores hotel hvor der er flere boder og mindre butikker. Vi finder en ok Thai restaurant og får prøvet nogle nye retter. Tonny får en karryret med oksekød der bringer svedperler frem på panden og for den sags skyld også resten af hoved, samt får næsen til at løbe. Så efter endt spisning er alle hans porre renset og etablissementet er blevet en hel del servietter fattigere. Efter et par små køb i nogle boder og en gang pandekager med banan og chokolade, tager vi et smut forbi det lokale supermarked for at købe drikkevare til morgendagens strandtur inden roen atter falder på i vores hotelværelser.